Namibia 06

Jeg kan ikke faa nok

2006-12-04T17:17:00.000+02:00

Naar man foerst har sneget sig op paa toppen af et hotel kan man ikke faa nok. Her har jeg lusket mig op paa et hotel i Mozambiques hovedstad Maputu, og endte med at sidde og se en fodboldkamp i de bloede moebler.

18 meter vand over mig

2006-12-04T17:14:00.000+02:00

Jeg er nu en super dykker, men stadig en elendig surfer.

Jeg var saa bange!

2006-12-04T17:10:00.000+02:00

Kender i det, naar damen foran jer i bussen pludselig vender sig om og giver jer sit barn. Barnet er kun ifoert en lille klud som ble, og man sidder bare der de naeste 50 kilometer og frygter en lille soe af tis paa sine laar.

Vi behoever ingen noegler!

2006-12-04T17:04:00.000+02:00

''Jeg har koebt en gammel spand af en bil, som jeg nu bruger som taxi, og koerer de hvide rundt i.''

- Hilsen den sorte mand

Mit paradis

2006-12-04T16:37:00.000+02:00

Efter haard rejse, og en enkelt tvunget bestikkelse af en graensevagt kom jeg frem til Ilha de Mozambique. En lille oe oppe nord i Mozambique. Oen har saa meget historie, fra baade at vaere centrum for slave handel, indehaver af den aeldste europaeiske bygning paa den sydlige halvkugle og hovedstad i Mozambique under det portogisiske styre. Et sted jeg kunne have brugt et par uger, men desvaerre kun maatte noejes med et par dage i denne omgang.

Det er udsigten fra en tagryg over de historiske bygninger og de traditionelle huse.

Ved aften tide er det et hit at sidde med et par oel paa taget og maerke den gode stemning.

Solnedgang bag skyerne til lyden af det skvulpende vand.

Oen med sine palmer og gamle huse.

Rengoerings og alt mulig manden, som insisterede paa at faa taget billede med mig.

En stille gade hvor en hjemloes har fundet ly for natten.

Dansk skunda spiller paa landsholdet

2006-12-04T16:16:00.000+02:00

Med mine fodbold talenter havde jeg naer spillet mig paa det Malawiske landhold. De manglede en bomber i front. En plads der var udset til mig, men desvaerre havde graensen kun givet et 14 dages visum, saa der var lidt boevl med statsborgerskabet. Til stor udtilfredshed for baade mig og landstraeneren, og jeg endte med kun at sidde paa tribunen.

Kaere Mor

2006-12-04T15:59:00.000+02:00

Hej Mor
Når du nu sidder der med kortet fremme, kan du da lige få rejsen, så du kan se hvor du store søn har været. Han har sovet alle stederne som står nævnt to gange, nogle gange et par dage andre gange kun et par timer.

Windhoek, Nam - Livingstone, Zam: Bus
Livinstone - Lusaka, Zam: Bus
Lusaka - Chipati, Zam: Bus
Chipati, Zam - South Luangwa, Zam: Lastbil
South Luangwa - Et sted I en lille by jeg ikke aner hvad hedder syd for Salima, men sov billigt, Mal: Tomlen, minibus og lastbil
? - Monkey bay (Lake Malawi I syd): Pick up, den gule med de dårlige reserve hjul og andre pick ups
Monkey Bay, Mal - Blantyre, Mal: Pick up og minibus
Blantyre - Lwonde, Mal: Minibus
Lwonde - Cuamba, Moz: Minibus, bil, cykel, bil og lastbil
Cuamba, Moz - Ilha de Mozambique: Tog, minibus og tomlen
Ilha de Mozambique - Maputu, Moz: Minbus og fly
Maputu, Moz - Tofo (Inhambane), Moz: Minibusser
Tofo - Maputu, Moz: Minibus, skib, bus og minibus igen
Maputu - Pretoria, RSA: Bus

En rigtig Soeloeve

2006-11-25T17:31:00.000+02:00

Efter en tur under vandet uden troje den foerste times tid i Lake Malawi, var der flere som forvekslede mig med baade en krebs og en slange i faerd med at skifte ham.

"Verdens fattigste land har ogsaa verdens ringeste reservehjul"

2006-11-25T16:26:00.000+02:00

Efter tomlen havde bragt mig dybt ind i Malawi og faæt mig til at overnatte på et geusthouse til den skyhøje pris af 7,5 kroner i omgivelser med kakkelakker på størrelse med rotter og lokumshuller så små at man hellere holder sig af fare for at ramme sig selv, vækkede solen mig før end selv kineserne var staæt op. Min stedsans fortalte mig retningen og efter den obligatoriske afrikanse ventetid blev jeg samlet op af en pickup. På ladet blev vi stavlet op, 10 mand, flere sække majs og et “reserve hjul” for at bevæge os ud over de Malawiske grusveje, planen var en afstand på 68 kilometer, og det kører også virkelig for os indtil bilen begynder at hoste første gang. Vi er løbet tør for benzin. Chafføren er ikke sen og sender straks sin konduktør op på en forbipasserende ckykeltaxi videre fremad for at skaffe benzin, mens han selv løber tilbage I håb om held der, og kort efter kommer han tilbage, med jeg vil tro måske næsten en halv liter benzin, så vi kunne jo ikke andet end juble I vores små hænder, og glæde os til at gå I stå næste gang. Og ganske rigtigt, vi naæde knap at overhale vores nu cykelende konduktør før vores bil atter hostede. Atter engang en smule afrikansk ventetid. Benzinen dykkede op, nu i en smule større mængde uden stadig at imponere, men fremad skulle det gå. I en rasende fart forsvandt de små landsbyer bag os, men pludselig blev alt stille. Alle kiggede rundt, gad vide hvad nu? Så gik det op for os det var hjulet denne gang. Hovedrystende sad vi nu der, men showet var knap startet. Med ferme bevægelser blev reservehjulet monteret. Blot for at køre endnu 10 kilometer og konstatere at det så var punkteret. Nu er gode råd dyre og gode reserve hjul få, eller slet ingen. Som i en anden tegnefilm, blev vores første dæk nu forsøgt repereret med plastic pose og skruetrækker, men at se hvordan de nærmest prøvede at lappe en si, kunne ikke give andet end hovedrysten. Dækket holdt da heller ikke andet end et par kilometer før det for anden gang var fladt. Modet på ladet var efterhånden dalet betragteligt. Ikke engang chafføren gad nu reparere. På med det dårligste af de to dæk og lade luft være luft, nu kørte vi i det mindste. Med smilende på vej op og de lokales kendskab til at vi nu kun manglede få kilometer kunne vi endelig se enden på 4 timers strabasser, men for at gøre ondt være brød bilen sammen en kilometer fra mål. Nu var der ikke andet end at gribe rygsækken og kridte skøne.

"Kom lad os lappe daekket, jeg har en gammel Netto pose"

FARE: Denne Bil bruger benzin, men bliver ikke tanket

"Ja, hvad siger i drenge, det er jo en ok felg, nogen bud?"

Zambia

2006-11-25T15:02:00.000+02:00

På vej gennem junglen er der ingen anden mulighed end at te sig som dyrene og ellers holde øjne og ører åbne. Rygterne havde fortalt mig at området I det aller østligeste Zambia vrimlede med vilde dyr. Et område hvor Roald Poulsen og Mwape Miti stadig er legender.
Som en rigtig explorer kan man jo ikke lade en sådan chance passere uden at kigge et smut forbi. Rejsen derud til denne særdeles afsides egn var en kamp. I førehuset af truck loaded med cement pulver, lykkedes det os passere de sidste godt 100 med en fart på kun 6 timer, 4 timer hurtigere end min engelske rygtesmed, som tilgengæld også valgte minibus. Vi kunne faktisk nøjes med at spænde hjulene kun 3 gange. De sidste meter måtte tilbagelægges til fods og det lykkedes mig at løbe ind i en giraf, som stod og gemte sig under et træ. På disse afsides liggende egne er der ikke skyggen af hverken Lars Lilholdt er stegt flæsk, nej her handler det om have øjne og ører åbne, for når mørket falder på kommer elefanterne og flodhestene til byen for at spise mango. Rygtet havde fortalt mig at de ville passere direkte gennem lejren, og at man for alvor følte sig lille når man kunne mærke jorden ryste fra elefanterne. Desværre svigtede mig sove hjerte ikke, da først jeg gik til ro hørte jeg ikke ikke en lyd, men lever stadig i drømmen om kun at have sovet et myggenet væk fra de vilde dyr.

Dette blev mit ly for natten, desvaerre blev jeg kun vaekket af myg og aber.

Dr. LivingJones

2006-11-19T17:53:00.000+02:00

Dr. Jones med sin store beundrer Dr. Livingstone godt i baggrunden.

At rejse alene er at leve!

2006-11-19T17:30:00.000+02:00

Balloner er en international handelsvare, man faar altid masser af smil igen.

Efter vi for snart et par uger siden begyndte at bo hver for sig os fire danskere, med Steen på et hostel I Windhoek sammen med en hollandsk udvekslingsstuderende, og pigerne på vores gamle hostel, har jeg kunnet trække vejret lidt for mig selv, hvilket vidst også har været godt, jeg har I hvert fald nydt det. Vi var fire personer, der hver især havde søgt om udveksling og var blevet bragt sammen af den grund. Der har været både op og nedture, og til tider har fire danskere simpelthen været for lidt og vi har manglet nogle at slippe væk med i fred. Nu efter jeg alene er draget ud I junglen, er der ingen faste planer, og om morgenen er det solen, som vækker mig. Dagen bliver besluttet i samarbejde mellem Lonely Planet, min lyst og erfaringer fra andre rejselystne, det har i skrivende stund bragt mig gennem Zambia, et smut forbi Lake Malawi til Blantyre i det sydlige Malawi hvor jeg venter på et visa til Mozambique. At sige jeg rejser alene er nok alligevel en overdrivelse, for der har indtil nu altid været andre fra det rejsende folk jeg har fulgtes med, og jeg har skam også været i ret sikre hænder. Jeg har mødt hele 16 sygeplejersker, 14 fra norge, en fra sverige, og en fra tyskland. Jeg ved ikke hvad det er, men man skulle tro det er populært at redde det fortabte Afrika fra sult og Aids. Det kommer så selvfølgelig også kun os andre tilgode, så er der jo altid en hjælp ved hånden. Bekendtskaberne har været korte, så nu sidder jeg her alene tilbage, og jeg skal der gerne indrømme at når mørket falder på og alt blir stille, er jeg ene, Åh så ene, tak for den Kim L. Det havde bestemt ikke været værst at have en rejse kammerat med de samme rejseønsker. Jeg kan jo kun håbe at på de fremtidige hostels vil der være liv og glade dage.

Min sidste souvenier fra Nam

2006-11-19T16:47:00.000+02:00

Paa en af de utallige internet cafe'er mens jeg venter paa det sloeve net.

I min desperate jagt på de sidste souvenirs fra Nam, besluttede jeg mig for at skaffe en fodboldtrøje. Det skulle ikke bare være en fodboldtrøje fra en gadens tilfældig mand, men fra den nuværende Sønderjysdke spiller Heine Isacks tidligere klub, mesterholdet I Namibia, the Civics, selvom man er mesterhold på disse kanter, betyder det skam heller ikke at man er nogen sællert I butikkerne, nej man kan ikke spores I butikkerne, men til mit held er at bar besøg I ny og næ løsningen på mange sporgsmål. Ved barens beskidte disk og tæt på de pumpemde ølhaner så jeg den mørkrøde ryg. Svarende på alle mine spørgsmål, en civics trøje indenfor rækkevide. Med den hvide mands penge i hånden gik jeg med raske skridt til angreb, og bud i nærheden af 200 kroner fløj ud af min mund, men ak nej manden havde selvfølgelig ikke medbragt nogen ekstra trøje, så jeg bare kunne købe den han bar, typisk dovenskab. De er jo aldrig klar paa en god handel. I stedet blev jeg spist af med adressen til træningsanlægget og en glædens besked om jeg bare kunne møde op der, og så ville der sikkert være bid. Træningen oprandt, en taxa chaffør befordrede mit kopus til banen og banerne lå der rigtigt nok grønne, men tomme, alt blev eftersøgt, ikke engang I glemmekassen lå der en trøje og flød. Nu var gode råd dyre og chancerne små, men heldet på disse kanter vil ingen ende tage.
Med hovedet bøjet og som en Brian Nielsen i knæ, løb jeg hovedet mod en mur, men i sprækkerne lød der svage visken at i lige præcis I samme øjeblik spillede civics træningskamp I den anden ende af byen. En kamp med civics det kunne jo snart ikke blive bedre.
Fra bagsædet af en taxa gik en storartet ertersøgning igang. 25 kr senere var der bid. I ly af mørket på en fjern træningsbane blev der spillet så det gjaldt livet. Den mørkrøde mesterfarve mod et ja om muligt endnu mere ukendt hold. Jeg prøvede adskillige gange at lokke navnet ud af dem, men med en afrikans mumlende accent er det ikke nemt.
Iført min hvide hud, som en elefant i en glas butik, og med snuheden fra en løve angreb jeg den fysiske stab i pausen, hen over hegnet blev der sendt kommentarer om det gode spil, rosende ord om sidste sæson og med lidt fedteri, navnet Isacks og Sønderjydske, og måske også fordi han kendte lidt til Danmark. Lykkedes det mig at få lovning på trøjer, så hvis alt går vel tager Heini trøjer med til Danmark efter jul og så skal der festes og gåes catwalk. Juhuuu

Vic Falls bliver min død

2006-11-18T17:23:00.001+02:00

En brutal computervirus manipulerede mig og fik mig utilsigtet til at kopiere en cd med billeder jeg allerede havde kopieret, og det betød så at jeg ikke fik kopieret billederne fra mit første besøg ved Victoria Falls og cirka 14 dages andre oplevelser. Hvad er der andet at gøre end at besøge stedet endnu en gang. Med ryggen mod Nambia for sidste gang bragte en stor og for Afrika sjældent komfortabel bus mig mod Zambia. Sidste gang blev Vic falls nydt fra Mugabes korrupte land, hvor man i banken får 325 zim dollar for `en us dollar mens den en ly af mørket, og med overhængende fare for både at blive anholdt og snydt giver 1000 zim dollar i de små gyder. Et Vic falls, der hører til blandt verdens syv naturlige vidundre er vel ok at se to gange når man lige er om hjørnet. Første besog på Zambezi floden havde dog nær kostet mig livet, tror jeg, måske, ihvert fald lidt, i sekunder føltes det i hvert fald sådan. En dags tur med rafting, det fedeste af alt. Men vogt jer rapid 13 det uheldige tal er vild. Vi var lige kommet i båden efter alle havde været en tur ude, og så begyndte det igen. Det brusende vand skummede op vi og vi blev slynget til højre og venstre, mig under båden, og forsøgte i noget der virkede som evigheder at kæmpe mig fri, men båden ville bare ligge lige oven på mig. Skummet stod til alle sider, mine lunger var tomme for luft, og et kort øjeblik nåede jeg at tænke, var det virkelig det, men så kom lyset, båden gled væk og jeg kunne igen gibbe efter en smule luft. Nøj hvor var det fedt og vildt.

Hvor er alt vandet?

Vic falls, Zambia og denne tid er bare ikke noget som hører sammen, på Zambia siden er der simpelthen ikke rigtigt noget vand at se. Til gengæld kan man gå der hvor vandet om en månedstid vil komme fossende, og på trods af formaninger derom og tilbud om guider til skyhøje priser, lod jeg og min svenske sygepleje ven os ikke holde tilbage, skandinaviske vikinger er ikke bange for vand og lader sig ikke bare stoppe. Ud over klipper gik vi for at komme tættere på siden med vandet , Zimbabwe siden. En fornøjelse at se hvordan vandet havde rundet stenene af og skabt masser af huller i den hårde klippegrund. Vi gik der i vores egen lille verden, tiden fløj afsted vi passerede nogen skilte om ingen adgang, men pyt hvad betyder det. Vi fik skam set så meget at vi besluttede os for at gå tilbage igen, først efter at være faret en smule vild, på kun 400 m klippe grund, fandt vi sporet tilbage. Over nogle små vandpassager, til steder hvor vi lige pludselig kunne se at vandet kom løbende for første gang. Ja, jeg vil måske endda ligefrem sige at vi stod og nød synet af vandet som omringede os. Folk stod også og vinkede til os, så venlige det afrikanske folk er. De kom løbende mod os tog, og tog os endda i hånden. ”The water is coming” sagde de. JA det kunne vi jo selv se. Men der var ikke tid til beundring, de ville have os i sikkerhed nu, så med kyndig vejledning blev vi ført væk. Gennem vandet, vi så fint havde prøvet at undgå. Ja mindsandten ikke om han også ville have penge, den sorte mand, han mente jo åbentbart at det skulle koste noget at redde liv. Jeg ved ikke hvad han tænkte. En daler blev det dog til, som tak for ikke at blive skyllet ned af Zambezi sammen med døde flodheste og crocs. En oplevelse der ellers kunne være værd at skrive om.

Kom med mig, jeg skal bare have en masse penge, ellers kommer vandet efter jer.

Farvel til Nambia

2006-11-07T10:39:00.000+02:00

Jeg rejser imorgen den 8. november videre fra Namibia. Landet har budt på mange gode og interesante oplevelser, men efter nu to en halv måned bliver det dejligt at komme videre herfra. Vi har besluttet både af hensyn til vores egen sikkerhed i forhold til hinanden og af forskellige interesse grunde at drage hvert til sit og spiltte vores firkløver op. De 2 piger bliver i Windhøk en uges tid mere. Steen tager med en hollandsk studerende til Botswana, mens min rejse nu fører mig ud i junglen. Jeg drager mod Zambia, videre til Malawi, derfra til Mozambique for så at ende op i Cape Town, Syd Afrika. Efter planen skal der både dykkes, surfes og vandres, jeg har også hørt at man kan snige sig ombord på et godstog, men nu må vi se hvad rejsen bringer. En god ven bliver nok tomlen. Og hvis alt går vel skulle jeg komme til Danmark den 16 dec.

Min Tommel er slidt helt ned

2006-11-07T09:58:00.000+02:00

Som opvokset I Danmark og særdelelshed Esbjerg kan savnet blive for stort, det kan nærmest blive uendeligt stort. Når man går rundt I en ørken, kommer man til et tidspunkt hvor man bare må se havet.
Her I Namibia er der ikke så mange steder at det er muligt. Ja faktisk er der kun 3 rigtige havnebyer på trods af 1200 km kystlinie. Så vores valg faldt på Luderitz en gammel tysk stolthed, og en ikke helt ubetydelig rejse på 850 kilometer hver vej, lidt af en rejse bare for en weekend, men savnet af vand blev bare for stort.
Mulighederne for transport I landet her er begrænsede når pengepunge er tom som et stort sort hul. Et tog kører med samme fart, som ørnen fra Herning, og ville først være fremme sent lørdag måske, det er jo afrika. Da vi allerede skulle hjem søndag, var det ikke den helt optimale løsning. Så var der minibus tilbage, og de ville med glæde køre os og en hel flok afrikanere for den ringe sum af 200 kr. Ikke dårligt for 850 kilometer.
Kl. 9 fredag morgen med strålende humør og en eventurlyst der ikke var til at holde nede, købte vi billet, men lige lidt hjalp det, bussen kørte ingen vegne. Her har folk ingen ure og slet ikke travlt, der findes ingen planer for busser, for bussen kører når den er fyldt. Det er lidt ligesom med Århus Sporveje eller Ribus, men 14 mennesker kræver det at fylde en bus. Mit temperament blev virkelig sat på en prøve, og med blodet kogende I blodårene drog bussen afsted efter fem en halv times venten og nu med 16 passegerere, ikke noget der ligefrem forbedrede komforten. Forud ventede ni timer I en bus med afrikanere hvor hygienen ikke er I top og de lange vikingeben ikke kan strækkes.
Målet Luderitz er I sig selv ikke nogen særligt spændende by. En by med en lille havn og seværdigheder der kan overståes på en eftermiddag, men havet var der dog, og muligheden for at blive blæst lidt igennem til stortilfredshed, efter en ømhed i bagdelen på størrelse med grev Ingolfs overbid, det er hårdt at sidde i små japanske busser og bare sidde. Officielt var dagsordenen Luderitz, men under overfladen og lidt tys tys, så vi ikke trak for megen opmærksomhed var planen at finde diamanter. I de glade guldgraverdage I starten af det 20 århundrede flød det med diamanter på egnen bare til at samle op fra jorden, og den gamle mine by stod her her stadig. Lykkeriddernes ly for natten. Ingen havde rørt en finger siden de sidste smuttede I 50èrne, men det skulled a være underligt om der ikke bare var en sølle diamante tilbage, et lille supplement til en alt for lille SU.
Flere timers eftersøgning viste dog at rygtet måtte have kommet os i forvejen, der måske var en grund til at byen lå øde.

Jeg skal nok finde de diamanter, om jeg skal si alt sandet.

Som forslåede kæmper var der ingen anden udvej end at drage hjem mod Windhøk ligeså tomhændede som da vi kom. JA selv ikke engang bussen gad at have os med, på trods af flere aftaler dukkede den simpelthen ikke op. Så gode råd var dyre, og det eneste vi lige havde ved hånden, ja på hånden eller som en del af hånden, var tomlen. Med held, kun tre lift, gratis cola og hotdogs og en lur på en madras bag I en pickup lykkedes det os at komme hjem, 850 kilometer på tomlen på sølle 8 timer. Det er helt sikkert ikke sidste gang jeg tomler på disse kanter.

Med shortsene trukket godt op, er det bare frem med tomlen!

Lektor Blomme og kaptajn Jespersen lever stadig

2006-10-31T14:30:00.000+02:00

På vej til skole i fin uniform, det er ikke at skulle gå et par kilometer, og skolen starter allerede klokken 7.10

Da vi i sin tid kunne læse nekrologer over de to koryfæer lektor Blomme og Kaptajn Jespersen var det en stor fryd for mange. Nu var det endelig slut med tæsk og udmygelser foran resten af klassen, og gymnastikken kunne være andet bøj og stræk i knæ, men er Blomme og Jespersen virkelig døde, det er nærmest en kospirationsteori i samme kategori som månelandingen og Prinsesse Dianas død. Månenlandingen er jeg ikke helt sikker på, Diana er død, men hvem gjorde det aner jeg ikke, og Jespersen og Blomme lever helt sikkert stadig. Jeg vil næsten vove pelsen og påstå at dybt inde i junglen i den mørkeste del af Afrika, ligger der en lille skole hvor lærere bliver undervist, og hvor Jespersen og Blommes gamle dyder nu danner præcedens for al fremtidig undervisning. Det har spredt med en kraft som aids og er næsten lige så svært at behandle. Eleverne går tavse på to snorlige rækker når de indtræder I klasserne, den mindste mumlen I gelederne for lærene til at fare I flint og true med bål og brand. Inde lokalet står nu fyrre uniforms klædte elever, bag hver deres stol, for så I kor at sige Remsen “Good morning teacher” inden de på lærerens ordre kan sænke deres popo. For så at opretholde ro og orden er der på lærerens bord placeret 40 cm afklippet plasticrør af den fineste og kraftigste kvalitet. Timerne er så ren tavleundervisning, noget der kan få selv den sorteste afrikaner eller den hvideste europæiske lærerstuderende til at falde i søvn, og gud næde trøste den som ikke hørte efter i timerne. På dommens dag når spørgsmålet om hvad de to vigtigste havnebyer i Namibia er, og alle der ved rækker hånden i vejret og mindst lige så mange, som ikke ved det krummer tærene og får en svag piplen af sved på panden. Det er der straffen kommer, nu skal der skabes ro og orden i klassen, luften gennembores klask fra plastic. Et rør, der klasker mod de uvidendes hænder, mens man sidder der magtesløs, så tæt på, med en mave, der trækker sig sammen i en hård knude og øjne der ikke længere tør fokusere, og kun kan finde ro ved at kigge på gulvet. Og det sker på trods af det er ulovligt at slå elever i Namibia. Selv efter en samtale med rektor ændrede det sig ikke, hun kunne ikke bare sådan fyre en lære, det var en lang proces.

"Jeg holder øje med jer, hvis der er den mindste ballade, slår jeg jer i hovedet med min pind, også selvom rektor står og taler."

I gymnastik er det bøj og stræk, som dominerer timerne. Hvor drengene står i skoleuniform og læreren slips, for drenge og piger er selvfølgelig adskilt. Stakkels drenge. Med fyrre 6. klasses drenge skal der leges lege voldlege, hvor vi bevæger os, men når jeg kun har en time er det jo ikke noget som revolutionerer timerne, men i det mindste får vi sved på panden.Matematik er en helt anden sag i 6 klasse er der ikke bøger nok til alle så de skal blive på skolen, ikke engang alle har en ordentlig stol, og med 40 elever i en klasse er det svært at nå rundt til alle. Med mine ringe evner skulle jeg forsøge at bidrage dem til at forstå matematikkens mystik, lektier skal planlægges og gives, så de kan lave dem uden bog, men det hjælper stadig ikke meget når elever i 6. klasse tror at 5+8 er lig 11 og 8 gange 1 skal slås op i tabellen. 3 uger er bare ikke nok så, til at jeg kan gøre en forskel. Bagefter kommer hverdagen jo, hvor lærene er ugidelige og undervisningen alt for ringe. Selv en blyant er det ikke alle der har, men der kunne vi dog bidrage med kuglepenne, der blev pakket godt sammen og passet på, men der er stadig lang vej for et fattigt land som Namibia.

Et kostbart syn

2006-10-31T12:33:00.000+02:00

Mens jeg står og nyder udsigten, bliver der handlet for millioner i diamanter lige under mine fødder.

Jeg var den højeste i hele Namibia!

2006-10-31T11:08:00.000+02:00

Når man lykkedes med noget spændende får man gerne mod på mere. Så da jeg tilfældigt en dag kom forbi et af de højeste huse her i Windhoek, var det som om at mine ben bare ville tage mig til toppen, og som eksplorer i Linvingstones fodspor var der ingen anden mulighed end at gå på opdagelse, så med lidt undersøgelse lykkedes det mig at finde en indgang uden vagter. Mine ben bare nærmest løb ind i elevatoren og derfra gjorde fingrene det hårde arbejde og trykkede på knappen til toppen.
Jeg kunne bare mærke at det var min dag, og mindsandten om ikke døren til taget også stod ulåst hen, en chance jeg ikke ville passere forbi. Og sikke en udsigt!!!
Windhoek så ligefrem stor ud fra taget, men det er jo ikke størrelsen, men gørrelsen det kommer an på, og den er ikke noget af prale af.
Jeg var bare så uheldig at det skulle vise sig ikke at være den højeste bygning, men kun nr. 2. Ja, men så var der jo kun en mulighed, ned af trapperne hvor nogle vagter der havde set mig på overvågning var så venlige at gå mig i møde og endda ville følge mig ned og ud.
Så med jydegenet fremme og historien om at man er arkitetkt studerende fra Danmark blev der løbet mod bygningen, og det lykkedes mig at forhandle mig frem til at komme til toppen, på den ellers topsikrede Namibiske diamant korcerns bygning. Og en endnu bedre udsigt kom mig i møde. Men uden det helt var nok ville mine gener mere, så det betød et angreb på det fineste og højeste hotel I Windhoek, ind af bagtrappen spurgte flere etager op og ellers så bare være normal gæst, så normal at jeg faldt I søvn på taget ved siden af poolen og tog en time på øjet. En herlig dag.

Denne stol blev min ven for en times tid, og jeg blev kønnere af det lille nap.

Foraaret giver den ellers meget lidt farverige by mere farve.

Briller, sikke noget moeg!

2006-10-30T15:39:00.000+02:00

I min glaede over at spille volleyball, glemte jeg helt at jeg jo bruger briller, og det lykkedes mig endnu en gang at smadre et par briller. De er dog lavet nu til stor glaede for mine oejne.

"Steve Irvin, jeg skal nok goere dig stolt"

2006-10-30T14:48:00.000+02:00

Det er med stor bleklagelse at "nyheden" om Steve Irvins doed er naaet frem, men i mangel af bedre har jeg besluttet mig for at overtage det farefulde erhverv.

Her har jeg lige fodret en hel kylling til en farlig lille croc. Jeg har samlet 45 crocs i et lille basin paa stoerrelse med svoemmehallen i silkeborg. Jeg skifter kun vand hvert 4. aar, saa det lugter godt nok lidt, men bare de laegger aeg saa er alt helt ok.

I et lille basin har samlet 600 smaa crocs, som jeg saelger skindet draeber, og saa saelger skindet og serverer koedet, men det smager fakstisk ikke saa godt.

Bare et par spoergsmaal

2006-10-26T09:17:00.000+02:00

Mens vi gaar rundt hernede i varmen, hvor sveden driver af os i store kaskader, og der i oejeblikket ikke er noget vand i hanerne, er der alligevel et par ting, som undrer os:

Hedder det ogsaa haardehvidevarer her?

Er det ogsaa ulovligt at handle paa det sorte marked her?

Faar man sort gips paa benet naar braekker det?

Kan man godt stikke en hvid loegn?

Og kender man til sort humor eller sort magi?

Når et lille land vil bide skeer med de store kan det gå galt

2006-10-10T14:46:00.000+02:00

Namibia dette lille land, med så få indbyggere, ja måske for få, og den afrikanske sans for organisering og det går nok attitude, havde fået denne ellers fremragende idé at de ville slå verdensrekorden I længste hotdog. Australien er nuværende rekord holder, for dem som er intereseret, rekorden er på 42514 personer sådan cirka vist nok, men hvordan man lige måler hotdogs, eller braai som det hedder på diss breddegrader, I personer det må guderne vide.
Men i hvert fald ønskede vi da for alt i verden også at komme i Guinness, når det nu lige lå til højre benet.
Dagen oprandt vi var spændte og glædede os ud over det sædvanlige. Rekorden skulle slås på det nationale stadion, en ordentlig kulisse til en ting så stor. Rygterne svirrede I luften, der skulle være blevet lavet en 8 kilometer lang pølse til festligheden. Spændingen steg også betragteligt I taxaen på vej derud. - Det nationale stadion, fedt så kommer vi også til at se det, og en 8 kilometer lang pølse, hvordan griller man egentlig sådan en krabat?? Det må være en mega grill.

Forventningens glæde dalede dog langsomt og blev lidt efter lidt ændret til mismod. Til en sådan begivenhed skal man jo stå i kø, og det er køer på længde med selve pølsen, vi stod bare og hang og bevægede os med en fart så selv Århus sporveje på en dårlig dag, ville kunne overhale.
Varmen bagende fra toppen, tanken om pølsen på grillen og med armende krydset på brystet, i en jeg gør det her på trods stilling, stod vi der og drømte os væk, de hvide blandt utallige sorte. Pludselig blev vores tanker revet ud af drømmen og tilbage til virkeligheden. En forbipasserende havde med farten som en gepard jaget sin hånd i Steen min danske medstuderendes hørbukse lomme, en lomme der er ret løs, til Steens store beklagelse. Det var én sidste gave hjemme fra mor, tre par hjemmesyede hørbukser og en røgalarm med hilsnen om en god tur, og bukserne er så endt en smule løse. JA hvem har hørt om baggy hør.
Lommen vidste sig til alt held at være tom, men vi blev så paf at vi ikke engang fik råbt nogle danske eder efter ham. Som vi stod der som hvide i køn skilte vi os urimeligt meget ud, det kunne måske være medvirkende tyveri forsøget, men det skulle vise sig ikke kun at være en ulempe. Iført skjorte og slips som en rigtig lærer her på egnen troppede en af vores medstuderende op og skimtede den hvide hud i menneske massen, og med et hev han os ud af køn for sammen med gruppe andre studerende fra skolen at blive trukket uden om al kø og gennem vip indgangen, og i næste øjeblik skulle vi betale én sølle krone for så at kunne nyde et glas cola og en hotdog midt på den nationale grønsvær omgivet af tribuner det mest af alt lignede Horsens stadion.
Den otte kilometer lange pølse var åbenbart allerede blevet delt op, og i stedet for en stor grill, stod der i et hjørne af plænen en stor scene hvor der rappet på engelsk og afrikåns om verdens største hotdog, en halv time efter blev vi smidt ud af stadion, for nu skulle der være plads til nye hotdog spisende namibianere. Så det var med lidt tom fornemmelse og med resterne af en hotdog, hvor pølsen mest af alt lignede en gammel sort rynket finger, i maven, at vi måtte forlade den nationale arena

Et par dage efter kunne vi i avisen kunne vi læse at der havde deltaget 42300 personer, og man lige havde manglet de sidste 152 for at have slaæt rekorden. På trods af havde der staæt en lang kø udenfor stadion, som man bare ikke havde turdet lukke ind af sikkerhedsmæssige grunde, og man ville være bange for at stadion ville blive overfyldt.

Ja hvad kan man lære af det. Slå aldrig større brød op end du kan bage, eller lav længere pølser end du kan spise.

Windhoek by night på en vild lørdag aften

2006-10-10T14:04:00.000+02:00

Et sted i mørket bor vi.

I mørke er alle katte grå

2006-10-10T13:56:00.000+02:00

Denne historie er autentisk og ikke omhandlende mig men hovedsagelig min mandlige rejsekammerat, dog har jeg modtaget forbud fra ham om at nævne hans navn.

Hvordan kan man tilbringe en fredag aften bedre end at tage i byen med sine nye afrikanske venner fra seminariet. Ikke meget bedre vel?
Vi blev inviteret i byen alle fire af os. Vi skulle med på den lokale Black Rock.
Gennem mørket traskede nu 4 hvide ”turister” og en gruppe lokale fattige studerende. De har nok egentlig haft en to tre planer med at invitere os med.
1: De syntes forhåbentlig det kunne være sjovt.
2: De ville gerne score de to hvide piger, hvilket også er helt ok.
3: Vi skulle give et par øl, og det gjorde vi så. Når prisen er 7 kroner for 750 ml er det lige til at holde til. Og bare fortæl det nede ved åen, så de kan se at få sænket de priser.
Nå Black Rock er en meget skummel udseende bar både udefra som indefra. En bar som der er flest hernede, billige øl, masser af sorte mænd, og et central placeret poolbord. Her bliver der så udkæmpet brave kampe om den næste omgang, men det slet ikke her at den egentlige historie udspiller sig.
Nej da black rock lukkede og klokken kun var midnat begav vi os videre til en sportsbar i nærheden, en bar hvor de viste landskampe med ugers forsinkelse, men stadig så man gad se dem. En bar hvor pigerne frqa skolen også turde komme. Min rejsekammerat som er skåret godt fra stemmebåndet og kan snakke en pige efter munden om alt. Mødte her to piger fra sin klasse og faldt hurtigt i snak. Det blev også til en dans, og på vej fra dansegulvet hørte ham dem sige at ham var langt den hotteste fyr i deres klasse. Hvad mere kan man ønske sig, det var lige før, at jeg også ville være faldet for det trick. Så efter lidt flirteri tog han en rask beslutning og tvang sine læber mod hendes. Pigerne skulle kort tid efter hjem, men resten af aftenen og den følgende dag var han ikke til at skyde igennem. Nu kom historierne om at hende pigen havde han udset sig helt fra starten og han havde talt en masse med hende i forvejen, og hun var bare så sød. Næste gang vi skulle ud til skolen ville han bare gå hen til hende og sige hva så?
Som sagt så gjordt i pausen af søndagskampen mellem Man U og Arsenal, forhørte han sig efter hendes værelse, fast besluttet på at nu skulle han have aftalt alt med hende.
Få skridt efter trådte den stolte viking ind på et pige værelse hvor en sagesløs pige lå og sov sin sødeste søvn. Intet skulle dog forhindre ham, og han sænkede sit legeme ned på hug ved hendes side, og sagde: ”Dig og mig, jeg vil tale lidt om dig og mig”, hun slog øjnene op smilte sødt.
Ja det er i hvert fald hvad jeg går ud fra, jeg har kun historien fra ham og han er ikke alt for snakkesagelig omkring deltagerne.
Men altså hun slog øjnene op, og vikingen fik fremstammet: ”Ja dig og mig og fredag”. Fra at have set søvnig ud ændrede hun nu pludselig ansigtstræk og så i stedet meget forundret ud. ”Ja du var på den bar i fredags, ikke?” – Vikingen havde ikke helt den samme selvsikkerhed i stemmen mere. Og med en klar stemme som fik væggene til at skælve rungede der et spædt ”nej” fra den nu næsten vågne pige. Et nej der fik vikingen til at ligne dannebrog i hovedet, og fik ham til at løbe ud af værelset, med skammen lysende ud af øjnene.

Vi har senere lavet lidt research for at finde ud hvad der lige var gået galt. Det vidste at pigen som sov, var pigen han havde talt med i forvejen, men pigen han kyssede var en anden fra hans klasse som så vidste sig i virkeligheden at have en kæreste, og faktisk heller ikke var så meget for at sorte og hvide blev kærester med hinanden.
Ja sådan kan det gå når man ikke passer på.

Skal vi bygge sandslot?

2006-10-10T13:34:00.000+02:00

Ikke noget under at befolkningstætheden her er omkring nul

Min afrikanske farm

2006-10-10T13:13:00.000+02:00

Hele junglen samlet i en lille linse.

Et heldigt skud

2006-10-10T13:05:00.000+02:00

Det var denne løve som fik os til at ryste en smule i bukserne.

Her er den kun 8 meter væk!

Den hårde hverdag

2006-10-10T12:59:00.000+02:00

Ekspedition har bevæget sig ind i en ikke helt ubetydelig fase, mine gavmilde landsmænd, der sendte mig ud på denne ekspidition vil helt sikkert ikke undvære denne del, selvom jeg måske har et andet syn på den sag.

Skoler og seminarier på savannen er ikke det samme som i det kolde nord, os punktlige europære kæmper os med søvnen væltende ud af øjnene ind i en taxa kl. 7.20 hver morgen, for at jeg kan stå punktlig klar ved siden af min stol kl 7.40, når klokken ringer ind til time, men flere gange er det sket at tilstedeværelsen af min hvide hud har skræmt de lokale tilbage under dynerne. Det gælder som regel både elever og lærere, og oftest er klassen så udmattet eller hvad det måtte være at timerne ender før planlagt. Mine blege rejse kammerater har dog også flere gange mødt op til en time som var aflyst af uransagelige årsager.
En normal dag, når de finder sted, vil foregå fra omkring kl. 7.40 til 15.35 for min blege huds vedkommende. Skemæt fungerer også på en yderst forunderlig måde, så man ikke glemmer at det her er langt nede syd for ækvater, hvor det bestemt ikke kan udelukkes at varmen har haft en betydelig indflydelse på skema lægningen. Mit skema indeholder syv dage, selvom skoleugen kun er på fem, så dagene roterer i et sindrigt system hvor dag 2 efter følger dag 1, og mandag i den ene uge er dag nummer 4 og den efterføglende er dag nummer 2, så man ved aldrig hvad dagen bringer.
Om eftermiddagen ligger så faste lektioner man. tir. og onsdag. Det betyder så fri ved middag torsdag og fredag.
Middagen har også en siesta som bestem ikke lader Italien noget efter, fri fra 12.50 til 14.10 sådan cirka, for som de lokale siger, arbejder vi hernede med ”african time”.
Dette er en gammel tysk koloni gode tyske dyder som ”ordnung muss sein” er tilsyneladende gået tabt med afskaffelsen af apartheid.

Vi som de rige hvide, kan indlogere os, på det meget lidt fashionable Alpine Garden Hostel, med dele rum, dele køkken og dele toilet og naboens hunde der fylder mine øregange med høj bjæffen den halve nat, til den ringe sum af 1300 kr. Pr hvid næse pr. Måned, en pris der får alle på skolen til at ryste på hovedet, uden rigtigt at gøre mere for at finde noget billigere. De undlader dog ikke at nævne at til den pris kan vi fire sammen også leje et hus med egen pool, så vi i hvert fald ved at vi bor dyrt.

Imens bor vores klassekammerater på skolens eget hostel, til en pris af 1200 om året inklusiv mad. Stedet er nogle kolde betonbygninger der toner sig op i et hjørne af skolens pigtrådsindhegnede grund, det minder mig om mine 12 måneder i en lignende barak i det rige nordsjælland, en barak der dengang, i en verden med oppustede mænd og blanke støvler, også blev kaldet negerlandsbyen, hvem havde vidst, det skulle være et college her i ørkenen. Stedet minder faktisk urimeligt meget om den svunde tid. Hele vejen rundt er grunden indhegnet med det skarpeste pigtråd og vagter bevogter områder på en helt urimeligt sløv måde, og det hænder man skal vise ID. Dengang var det Danmarks unge våbenføre mænd, som skulle forsvares nu er det, nu er Namibias klogeste hoveder.
Indenfor er der intet interessant for følesansen, men min fine næse bliver kraftigt pirret med en sød lugt af pis og øjnene har svært ved at skimte gulvet uden for hver af de tildelte skabe på firemands stuen, måske er den afrikanske mand ved at rydde op på den afrikanske måde eller også er det bare et drenge værelse hvem ved?

/Dr. Jones

Sand sand og sand

2006-10-05T12:54:00.000+02:00

Gad vide om sandet i den del af oerkenen er bedre?

Uddrag fra en gammel svunden rejsedagbog fundet i det moerkeste moerke

2006-10-04T14:24:00.000+02:00

Da Dr. Livingstone drog ned gennem Afrika, omkring samtidig med at KongChristian holdte et af sine middagsselskaber paa Rosenborg, var Livingstoneomringet af bevaebnede vagter og det er forstaaeligt for enhver. Naar solengaar ned bag bjergene og der saenker sig et morke over dalen er farligt at gaaud om aftenen. I de fattige omraader bliver den hvide hud solgt paa lige fodmed diamanter, bornene flaar I os sporger til vores fregner og ryster paahovedet af de blaa oejne. Hvor er Livingstones bevaebnede vagter naar manmangler beskyttelse.
Alle steder er den hvide hud et tegn paa penge, men min pung er tom. Det er ikkekun huden der er bliver solgt som diamanter, men det er ogsaa sket tre gange nu,at vi er blevet passet op af en sort mandsperson, som saelger ”sten”. De harlige en onkel som kender nogen med en diamant mine et sted dybt i junglen, og her staar Livingstons soldater vagt ved gevaer. Og som ”de rige” hvide kender vi maaske nogen i det gamle Europa som vil kobe sten, og som i en hver godhandel fra de varme lande er masser af ”special discount”.

I flugten vaek fra det der ligner det land, den kultur og den by, jeg lagde bag mig i det kolde nord. Lejer vi en lille toyota droner ud af de snorlige veje,med termitter paa den ene side, solen bagende ind af vinduet paa den anden side, og i ny og nae er skilt der viser vordesvin, elefanter og hjorte, uden at disse dyr nogen sinde viser sig paa andet end skiltene. I en stadig storre desperation efter at finde Karen Blixens Mit afrika, kommer spedometeret nemt op paa 140, uden dog at have udsigt til mere en naeste lille bakke top 20 km.fremme. Ikke en svalende pool eller en groen graesplane, her i landet er der kun sand og brandte buske.
Efter en flugt paa over 800 kilometer ramler vi ind i et lille stykke indhegnet land paa storrelse med det gamle morke jylland, det er her vi slaar ly for natten, sammen med en flok andre haabefulde jaegere. Oejnene lukkes til lyden af broelene loever meter fravores telt, dog paa den anden side af et hegn. Fra solopgang starter jagten paade vilde dyr, nu er vi kommet til det afrika man har dromt om siden barns ben.Bilen sniger sig som en leopard og med en lethed som en antilope ud oversavanen, for at naerme sig byttet, ud af vinduerne haenger vi jaegere bevaebnet med linser klar til at skyde paa alt som roer sig. En flok artsfaeller holder pludselig stille lige foran paa vejen, der er et bytte paa kornet. Efter en lille kamp, har vi til stor tilfredshed, og p.g.a. bilens ringe stoerrelse tilkaempet os en plads paa foerste parket. Faa meter fra os lyder en hoej gumlen, og en brummen fra tilfredse maver, lyden af knogler, som knaekker,bryder nogen gange den totale stilhed. Hyaenerne kan ogsaa lugte at der er noget paafaerde. Det her er Afrika hvor loeven bor. De lokale har flere gange sagt at her i dette land stiger man ikke ud af bilen hvis du har livet kaert. Og pludselig bliver vores beundring af disse fantastiske dyr, til en undring. En mand er steget ud af sin bus og gaaet naermere for at tage billeder, det er nok det mest sindsyge jeg laenge har set, det kan fuldt hamle op med Schmeichels redning med en haand i EM92. Hele verden gaar i staa, alle kigger bare paa denne torsk. Loeverne rejser sig ogsaa til undring, og det for ham dog til at loebe tilbage til sin bus, men showet er ikke faerdigt endnu. Det ser ud som at han er laerer for en klasse elever og er her fra landet, saa for at give eleverne en oplevelse, bliver der nu dyttet og raabt ud af vinduerne fra bussen. Og resultatet udebliver ikke loeverne rejser sig dovent, og i vores lille bil i forreste raekke spreder der sig nu en svag panik, for kan man naa at rulle et vindue op foer en loeve kan springe ind og hvad kan en lille toyota tazz overhovedet holde til, og vi skal ogsaa betale 5000 hvis der kommer ridser.Til alt held og lidt skuffelse bliver det ved skraekken, loeverne noejes med atblive 1,5 meter vaek og bare gaa omkring. Det var saa fedt. Her kunne man igen godt have haft brug for Livingstones soldater, foerst til at skyde denne laerer for sine dumheder, og bagefter et nyt gulvtaeppe hjem til stuen.

Historien igennem er det mennesket der har staet oeverst i foede kaeden, selv i disse fjerne egne, som fire erfarne globetrotter, lader vi derfor ganen smage hvad oejet har set og der bliver disket op med hjorte typen kudu, struds,krokodille og zebra. Min mave var mest til den moere kudu eller zebra, men krokodille er en sej saltet slags lidt som fisk, og struds bare sejt.I Afrika hvor loeven bor, og broeler hele natten er ikke bare en skroene.

/Dr. Livingstones Fodspor